BERLINGSKE & AOK NOMINERER: BYENS BEDSTE FROKOST 2021

”Her er alt knivskarpt eksekveret, tilsat en hyggelig atmosfære, og så er priserne ganske fornuftige,” lyder ekspertjuryens begrundelse for at nominere os til Berlingske & AOKs pris for BYENS BEDSTE FROKOST 21.

Dagbladet Berlingske og deres kulturtillæg AOK hylder hvert år mennesker, bygninger, åndehuller, barer og restauranter, der gør København til noget særligt.
En ekspertjury har udvalgt 15 kategorier, og i hver kategori har de nomineret fem potentielle ”byens bedste”.
Vi er glade og stolte over at være blevet nomineret til ”Byens Bedste Frokost 2021”.
Begrundelsen for nomineringen lyder: ”Når smørrebrødet er mest klassisk, er det detaljerne, som tæller. Og netop detaljerne er i orden på Kronborgs kælder hvad enten det handler om at stege en fiskefilet eller røre den bedste hjemmelavede mayonnaise. Her er alt knivskarpt eksekveret, tilsat en hyggelig atmosfære, og så er priserne ganske fornuftige. Går man efter ærkeklassisk københavnsk smørrebrød, er det svært at se, hvor det laves bedre.”

Ekspertjury og læserne stemmer på Byens Bedste

Ekspertjuryen består af Berlingskes egne kulturprofiler: Gastronomiredaktør Søren Frank, sceneredaktør Jakob Steen Olsen, skærmredaktør Sarah Iben Almbjerg, arkitekturredaktør Holger Dahl, bylivsredaktør Katrine Irminger Sonne, kunstredaktør Birgitte Ellemann Höegh, musikredaktør Michael Charles Gaunt og litteraturredaktør Søren Jacobsen Damm. Derudover kan avisens læsere (og andre interesserede) stemme på deres favoritter.
Juryens stemmer tæller for 50 % og læserstemmer tæller for 50 %, når de endelige vindere skal findes.
Læs gerne mere om Byens Bedste 2021 – og stem – på Berlingske.dk.
Du kan stemme til den 20. august 2021 kl. 12.00.